Vores avl


Vi synes at et godt mål for vores avl er: "Det skal være hvalpe, som vi selv har lyst til at beholde !"

Vi har gennemført DKK's opdrætteruddannelse, og vil forsøge at avle efter en god helhed.
Sundheden skal vægtes højt, og samtidigt skal Tollerens brugsmæssige egenskaber og gode sind bevares.

Desuden bruger vi rigtig meget tid på at præge og socialisere hvalpene godt, så de er forberedt på et liv i vores verden. Læs mere om vores socialisering længere nede på siden.



Som opdrætter kan man sjældent finde avlshunde, der opfylder alle krav om at være perfekt i eksteriør, sind, sundhed og arbejdsegenskaber. Derfor er man nødt til at beslutte hvilke ting man vil prioritere højest.

Vi ønsker, som nævnt: sunde hunde med et godt sind, som både kan arbejde og være gode familiehunde.

Sundheden er altovervejende vigtig for os, og det er den ting vi allernødigst vil gå på kompromis med.
Med sundhed tænker vi først og fremmest på arvelige ting, som fx. HD, AD, øjensygdomme og autoimmune sygdomme.

Sundhed og eksteriør hænger også sammen, idet standarden jo netop foreskriver den bygning som en hund skal have for at kunne arbejde og leve et langt liv uden at blive slidt op. Så derfor vil vi have sundt byggede hunde.

Standarden beskriver også ting som ikke berører sundheden, fx. ønskede aftegninger, pigmentering, øre-længder, øjenfarve, højder etc. og disse ting kan vi godt finde på at gå på kompromis med.

Tolleren skal have et godt sind, være glad, nysgerrig, omgængelig og legesyg, og allerhelst: elske at arbejde. Men den skal også kunne slappe af. Det kan være en svær kombination at opnå, specielt da der er rigtig mange ting som spiller ind når man skal vurdere et avlsdyrs mentalitet. Men vi vil forsøge.

Vi kører gerne langt for at finde netop den avlspartner, som vi mener kan bidrage med noget godt til vores hvalpe, og vi foretrækker at bruge hanner som ikke er/bliver avls-matadorer i racen.

Hvalpekøbere der ønsker at arbejde aktivt med hunden vil blive foretrukket. Det kan være med jagtarbejde, spor, lydighed, agility, dogdancing, redningshunde etc. På den måde får hundene en bedre hverdag, og vi får en chance for at bedømme de arbejdsmæssige kvaliteter i avlen.


Køb af hvalp hos TolKooi


Køb af hvalp er en tillidssag !

Tillid fra hvalpekøberen til at opdrætteren avler sunde hvalpe, som lever op til forventningerne. Men også tillid fra opdrætteren til at hvalpekøberen giver hvalpen et godt liv, både fysisk og psykisk.

Forvent derfor at vi stiller spørgsmål og krav til dig som hvalpekøber, bla. skal hvalpene HD-fotograferes og deltage i jagtfunktionsbeskrivelse mellem 9 og 18 måneder gammel.

Vi forventer også at følge med i hvalpens liv og opvækst, så vi kan se hvordan hvalpene udvikler sig.

Til gengæld giver vi al den hjælp og støtte i hundens opvækst som vi kan.

Hvis du er interesseret i en hvalp til et aktivt liv, så kontakt os.


Hvad får jeg med ?


2 måneders fuld fortrydelsesret (udover de 2 års garanti som købeloven foreskriver.)
DKK stambog, købekontrakt og sundhedsattest
Registrering i Dansk Hunderegister
Fløjte til indkald (som hvalpen allerede kender og lystrer)
Et stykke ildelugtende tæppe fra hvalpekassen
Foder til den første tid og fodervejledning
Mappe om den første tid med hvalpe og opstart på træning
Hvalpens dagbog for de første 8 uger
Huskeliste vedr. vaccinationer, forsikring, ormekure etc.
Kopi af relevante papirer vedr. forældrene
Invitiation til hvalpetræf hos TolKooi.
Deltagelse i DKK's unghundementalbeskrivelse, TolKooi betaler gebyret.
Deltagelse i Toller-klubbens jagtfunktionsbeskrivelse, TolKooi betaler .


Hvad har hvalpen fået ?


3 ormekure
hvalpe-vaccine
ID-mærkning med chip
kontrol af vores dyrlæge
hvalpetest omkring 7 ugers alderen


Vi bruger meget tid på at socialisere og præge hvalpene. De vil møde venlige, voksne (sunde) hunde, komme i skoven og til stranden, på gå-gaden, møde fremmede mennesker, børn osv. Det første kuld nåede også at komme på besøg på et plejehjem. Alt dette tager meget tid, så derfor har mindst en af os ferie for at kunne give hvalpene de nødvendige oplevelser.

Desuden vil alle hvalpene blive introduceret til vildt og spor.


Der sørges for et indholdsrigt miljø med skiftende legetøj, lyde og udfordringer.
Hvalpene prøver selvfølgelig også at smage kødben, griseører og andet godt.




Hvalpene kommer ud at køre i bil
mindst 4 gange mens de bor hos os.
Deres mor er selvfølgelig med til at
vise hvalpene at det ikke er farligt.

Køreturen foregår i et bur, som resten af
tiden står i hvalpeværelset og hvalpene
er helt fortrolige med at opholde sig deri.


Hvalpene får lov
at hilse på både store
og små hunde.

Vi udvælger kun søde og
sunde hunde, så vi er
sikker på at det bliver
en god oplevelse.



De første 3 uger bor hvalpene i deres hvalpekasse i vores gæsteværelse. Omkring 3 uger fjernes den ene side i hvalpekassen og der indrettes "legeværelse" i hele gæsteværelset. Omkring 4 uger så udvides hvalpenes verden, så de har legeværelset og det åbne område der støder op til vores stue og køkken. På den måde er hvalpene med i hele vores hverdag og vænnes til alle hverdagens lyde og rutiner.

Derudover så tages alle hvalpene dagligt med ind i stuen, hvor der leges og undersøges.


Leg i haven er en naturlig del af hvalpenes dag de sidste uger hos os. Vi lægger forskellige typer af 'underlag' ud, så hvalpene prøver at gå på græs, fliser, grus, brædder, filt etc.

Den sidste 1½ uge er meget travl for os, for da tager vi hvalpene med på små udflugter til skov, strand og by. Deres mor er selvfølgelig med til at vise hvalpene at det er trygt og godt, og hvalpene udforsker de nye miljøer med stor nysgerrighed.



Hvordan vælges hvalpen ?


Vi udvælger din hvalp i fællesskab ud fra dine ønsker og forventninger til hvalpen.

Hvalpene bliver testet omkring 7 ugers alderen og først derefter bliver hvalpene fordelt.


Avlsrestriktioner


En avlsrestiktion betyder, at hunde af visse racer skal opfylde bestemte betingelser for at kunne anvendes i avl. Hvis ikke disse betingelser er opfyldt - både for hanhundens og for tævehundens vedkommeede, kan hvalpene ikke få stambøger.

Disse avlsrestiktioner er lavet af Dansk Kennel Klub og Toller-klubben.
En avlsrestriktion skal være opfyldt inden parring af hundene.

Både Dansk Kennel Klub og Dansk Nova Scotia Duck Tolling Retriever Klub har fastsat nogle etiske anbefalinger.

Her kan du læse Toller klubbens avlsrestriktioner.

Her kan du læse DKK's avlsrestriktioner.

Der var følgende avlsrestriktioner for Nova Scotia Duck Tolling Retriever i 2006, da vi avlede vores første kuld:

Præmieringskrav:
Afkom kan kun stambogsføres dersom hunden før parring er præmieret med mindst en 2. præmie på en FCI/DKK anerkendt udstilling.
Gælder for hunde født efter den 1.3.1993

HD-krav:
Afkom kan kun stambogsføres hvis begge forældre før parring er HD-fotograferet.
Gælder for hunde registreret efter den 1.3.1993
BEMÆRK, denne restriktion omfatter begge forældre, også selv om avlspartneren er registreret før nævnte dato.

HD-restriktion:
Afkom efter forældredyr med HD-status D og E kan ikke stambogsføres.
Gælder for alle hunde i racen efter den 1. januar 2005.

Øjen-krav:
Hvalpe kan ikke registreres i DKK, medmindre begge forældre er undersøgt af et medlem af Den Danske Dyrlægeforenings øjenpanel- og fundet fri for tegn på PRA. Første undersøgelse skal være foretaget inden første parring, dog tidligst når hunden er 12 måneder gammel. En øjenattest må ikke være mere end 12 måneder gammel på parringstidspunktet.
Gælder for alle hunde i denne race efter den 1.1.1998.


Etiske anbefalinger


Dansk Nova Scotia Duck Tolling Retriever Klub har fastsat nogle etiske anbefalinger, som bør overholdes som et minimum.

Her kan du læse Toller klubbens etiske anbefalinger.