Sygdomme hos Tolleren



Tolleren er ikke en race, der bliver ramt specielt meget af sygdom, men der findes enkelte sygdomme, som er/har været et problem i racen, og andre sygdomme, som ses i racen indimellem.

Begge dele bør både opdrætter og ejer være opmærksom på.

Beskrivelserne her er ud fra min viden og hvad jeg har læst om sygdommene på Internettet. De kan aldrig erstatte din dyrlæges viden om emnet.

Kilderne til det efterfølgende er:

Øjendyrlægen
Dansk Kennel Klub
Svenska Kennelklubben
Tollerklubben i Sverige
"Hundens sygdomme" af Birgitta Wikström

Den danske tollerklub har angivet nogle etiske retningslinjer, men har desværre ingen yderligere beskrivelser om sygdomme i racen. Du kan desuden læse mere på:

Kennel Humlevikgården
Netdyredoktoren


Øjensygdomme


PRA - Progressiv Retinal Atrofi

PRA er en nethindesygdom, hvor nethinden og dens synsceller i løbet af hundens levetid svinder ind og til sidst bliver hunden helt blind.
Et symptom på begyndende sygdom er "natteblindhed", og gradvist tabes synet mere og mere.

PRA er arveligt og der findes ingen behandling for sygdommen. PRA er et kendt problem blandt Tollere.
PRA har simpel recessiv (vigende) arvegang, dvs. hunden skal have genet fra både mor og far.

Heldigvis findes der nu en DNA-test for prcd-PRA, som med sikkerhed kan afgøre om en hund har PRA, eller er bærer af PRA genet. En bærer af genet vil ikke selv blive syg af lidelsen, men kan give sygdommen til sine hvalpe.

- Clear (bærer ikke genet)
- Carrier (bærer genet men udvikler ikke selv sygdommen
- Affected (bærer genet og vil udvikle sygdommen)

Avlsanbefaling
Det anbefales, at hunde, der indgår i avlen PRA-testes med mindre status er kendt via forældredyrene. Kun følgende kombinationer bør anvendes:
- Clear + clear (giver kun hvalpe, der ikke bærer genet og ingen hvalpe vil udvikle PRA)
- Clear + carrier (giver både hvalpe, der bærer genet og hvalpe der ikke bærer genet. Ingen hvalpe vil udvikle PRA)
- Clear + affected (giver kun hvalpe, der bærer genet. Ingen hvalpe vil udvikle PRA)

Katarakt

Katarakt kaldes også for grå stær, og er en forandring i øjets linse, så denne bliver uklar.
Katarakt kan være en følgesygdom af fx. PRA, sukkersyge og grøn stær, men det kan også være arveligt.
Mange ældre hunde udvikler en vis uklarhed i linsen og dette er ikke udtryk for en arvelig sygdom.
Katarakt kan ses ved en øjenundersøgelse, hvor dyrlægen også kan være med til at afgøre om det er en arvelig lidelse.

Hos nogle racer er arvegangen vigende, hos andre dominant.

Nogle hunde får aldrig synsbesvær pga. deres katarakt og andre bliver helt blinde. Der er ingen medicinsk behandling, men det kan behandles med operation.


Cornea Dystrofi

Cornea er betegnelsen for den helt gennemsigtige hornhinde forrest på øjenæblet.
Cornea Dystrofi er uklare udfældninger i hornhinden af gråhvide, krystallinske eller metalliske uigennemsigtige korn, der kan bestå af fedtsyrer, kolesterol eller kalcium.
Uklarhederne kan også opstå i et område af hornhinden, der tidligere har været udsat for et fysisk traume.

Sygdommen er hos nogle racer arvelig, eller der er mistanke om arvelighed.
For højt indhold i blodet af kolesterol og triglycerider eller en nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen kan være medvirkende til fremkomsten af Cornea Dystrofi.

Desværre er der ingen behandling, der kan hindre sygdommen i at udvikle sig, der til sidst kan medføre blindhed.


Distichiasis - fejlplacerede øjenhår

Fejlplacerede hår vokser ud ad åbningerne på kirtlerne i øjenlågskanten.
Disse hår kan være bløde og lange eller korte og stive, hvor sidstnævnte kan give anledning til symptomer.

Arvelighed og arvegang er ikke klarlagt hos nogle racer, selvom den hyppige forekomst hos visse racer tyder på, at sygdommen kan være arvelig.

Symptomerne:
- Tåreflåd er det hyppigste symptom, fordi hårene irriterer øjet.
- Kløe ved øjnene.
- Øjets bindehinde bliver rød og hævet.
- Lysskyhed og sammenknibning af øjenlågene er et udtryk for, at hunden har ondt i øjet.
- Et sår i hornhinden kan skyldes et distichiasishår.

Uønskede hår og hårsæk kan opereres væk. Der kan også anvendes frysning og elektro-epilation.


Ektopiske cilier - fejlplacerede øjenhår

Fejlplacerede hår vokser ud gennem bindehinden indvendigt på øjenlåget.

Symptomerne:
- Tåreflåd.
- Blinkning.
- Lysskyhed.
- Smerter fra øjet.

Det kan behandles med en operation, hvor håret med tilhørende hårsæk fjernes i sin helhed.


Trichiasis - fejlrettede øjenhår

Normalt placerede øjenhår, f.eks. fra det øverste øjelåg eller fra næsefolder, er her fejlrettede og vender ind mod hornhinden. Dette giver irritation af øjet med tåreflåd.

Ejeren kan klippe hårene, eller de kan fjernes operativt.


Led og knogler


HD - hofteledsdysplasi

Hofteleddet består af en ledskål og et ledhoved. Ved HD passer ledskålen og ledhoved ikke sammen og ledet bliver ustabilt.

HD er en arvelig betinget sygdom. Arvegangen er det man kalder "polygen", d.v.s. at mange forskellige gener afgør, hvorvidt en hund er disponeret for at få sygdommen. Hvis hunden er arveligt disponeret, har den stor risiko for at få HD, især hvis den udsættes for negative miljøpåvirkninger som forkert fodring, overdreven motion eller hurtig vækst.

Typiske symptomer er, at hunden har svært ved at rejse sig op, er slingrer i bagkroppen og sætter sig hurtigt ned, når den ikke er i bevægelse.
Sygdommen udvikles i hundens første leveår, men symptomerne kommer oftest først senere.

Tollere bør røntgenfotograferes for HD før de bruges i avl og resultatet inddeles i graderne: A, B, C, D og E, hvor A er det bedste (ledskål og ledhoved passer helt sammen).
D og E er svær HD.


AA - Albueleds Artrose

AA står for albueledsartrose (artrose = slidgigt). Ved slidgigt forstås en lidelse, hvor ledbrusken er mere eller mindre ødelagt, og hvor der rundt omkring i leddet er dannet nyt knoglevæv. Slidgigt kan være meget smertefuldt og kan begrænse leddets bevægelighed.

Unormal udvikling af albueleddet kan give anledning til udvikling af forskellige lidelser. Fælles for disse lidelser er, at de som følge af fejlbelastning af leddet forårsager udvikling af slidgigt.

AA er ligesom HD en multifaktoriel arvelig lidelse, hvor en hunds arvelige disposition sammen med de negative miljøbelastninger, som den udsættes for, er afgørende for, om den udvikler slidgigt og i hvilken grad.

Symptomerne starter typisk i 4 – 5 mdrs. alderen. De tidligste symptomer er stivhed i forbenene især efter hvile.

Er begge albuer angrebne, kan symptomerne være svære at opdage. Gangen er da stiv, forpoterne drejet let udad, og albuerne holdes tæt ind til brystkassen.

Egentlig halthed opstår først senere i forbindelse med udvikling af slidgigten.

AA-billederne bedømmes efter en "4 trins skala" med betegnelserne 0, 1, 2 og 3, med 0 som det bedste, hvor albueleddet er fri for knoglenydannelser, og 3 er det dårligste. Her er nydannelserne i leddet mere end 5 mm høje.

Tollere bør røngtenfotograferes for AA før de bruges i avl.



Autoimmune sygdomme


Hvad er autoimmun sygdom ?

Autoimmunitet er dannelse af antistof med kroppens egne celler eller hormoner, så immunforsvaret angriber kroppens eget væv eller organer. Det kan skyldes en ændring i kroppen, som får immunforsvaret til at misforstå individet. Det kan også skyldes en forstyrrelse af antistofproduktionen i kroppen.

Autoimmunitet er årsagen til de autoimmune sygdomme. Tollere er blandt de racer, hvor der menes at være en forhøjet frekvens af automimmune sygdomme, hvilket kan indikere arvelighed.

Hunde med autoimmumitet bør ikke anvendes i avl, og om muligt heller ikke deres nærmeste slægtninge.

Nedenfor nævnes de autoimmune sygdomme, som jeg har kendskab til hos Tollerne.


Lidt om "Tollersyge"

Da vi fik vores første toller i 2003 snakkede man om en sygdom, som kaldtes "Tollersyge". Det gav sig til udtryk som ledbetændelse og/eller aseptisk hjernehindebetændelse. Senere er der forsket mere i sygdommen og man er nået frem til at det ikke én sygdom, men istedet 2 forskellige sygdomme: SRMA og IMRD.


SMRA / Steroid Responsive Meningitis Arteritis

SRMA er en typisk hvalpe-/unghundesygdom (ses oftest hos hunde i alderen 3 mdr til 2 år).

Meningitis er en inflammation i hjerne- og rygmarvshinderne. Hinderne ligger omkring hjerne og rygmarv og beskytter centralnervesystemet. Inflammationen kan også sætte sig som ledbetændelse i et eller flere led. Det er ikke en bakteriel infektion og sygdommen smitter ikke.

Symptomerne på SRMA varierer en del, men hold øje med disse symptomer:
- Akut opstået sygdom (hunden kan blive meget syg i løbet af få timer), men sygdommen kan også komme mere "snigende" i løbet af uger/måneder.
- Feber.
- Varierende grader af slingerhed, evt. kan hunden ikke stå op mere, men ligger på siden. Der kan evt. ses ufrivillig urinafgang.
- Stærkt udvidede pupiller med manglende lysrefleks.
- Nakkestivhed - Stærke smerter, enten lokaliseret til halsen (hunden skriger, når man forsøger at få den til at bøje nakken) eller smerter overalt (hunden skriger, uanset hvor man berører den).
- Der kan være ledsmerter/ledbetændelse.
- Opkastninger/diarre samtidig med svimmelhed/slingerhed.
- "Hallucinationer"; hunden virker fraværende/"i sin egen verden", og ser ud som om den oplever noget ubehageligt.


Hvis du oplever disse symptomer hos din Toller, så søg straks dyrlæge og husk at bede dyrlægen om at undersøge for SMRA.

Hvordan stilles diagnosen?
Ved hjælp af blodprøver, urinprøver, røntgen og evt. scanninger udelukkes andre sygdomme.
Dernæst udtages rygmarvsvæske (cerebro-spinal væske) som kan påvise inflammationen. Dette sker i fuld bedøvelse og udføres af en specialist.
Det er vigtigt at få foretaget disse prøver straks INDEN man begynder at behandle med binyrebarkhormon.

En ANA-test kan ofte være negativ selv om hunden har SRMA.

Prognose og behandling
Såvidt jeg ved er eneste behandlingsmulighed binyrebarkhormoner, oftest prednisolon. Der gives en forholdsvis høj dosis, og man vil se bedring i løbet af kort tid - mellem timer til få dage - og SRMA'en vil være væk i løbet af 2-3 uger (klinisk remission).
Men dernæst følger en langvaring nedtrapning af binyrebarkhormon og man vil oftest opleve en del bivirkninger af medicinen (se længere nede om binyrebarkhormon).

Cirka 20-30% kan få tilbagefald enten under behandling eller efter endt behandling. Normalt vil tilbagefaldet kunne behandles ved at tage et "skridt tilbage" i behandlingsplanen.

Læs mere om SRMA her.


IMRD / Immune-Mediated Rheumatic Disease

IMRD er en ikke-erosiv ledbetændelse i flere led, hvor immunesystemet utidigt sender hvide blodlegemer til leddene. De hvide blodlegemer frigiver kemikalier og enzymer ind i ledvæsken og ødelægger væskens beskyttende effekt.

Cookie blev syg med IMRD i januar 2018, og du kan læse mere om hendes forløb på vores blog. Bla. i disse indlæg:
Åh nej, autoimmun sygdom
Bivirkninger ved binyrebarkhormon
1. kontrol
2. kontrol
3. kontrol

Der kommer flere indlæg derinde, og de bliver ikke alle opdateret her. Så kig selv på bloggen, hvis du er interesseret.

Sygdommen er lokaliseret i leddene med symptomer som hævede led og halten. Tollere rammes typisk i alderen over 3 år.

Symptomerne på IMRD varierer en del, men hold øje med disse symptomer:
- Evt. feber.
- Sløvhed, træthed.
- Stivhed ved bevægelse (korte skridt) efter hvile. Fx. tøven ved at hoppe op/ned fra bilen/sofaen.
- Smerter fra led. Smerten kan skifte fra led til led, og hunden kan ofte varme sig ud af smerten.
- Hævede led. Men angrebne led er ikke nødvendigvis hævede, selvom de er smertefulde.
- Hunden kan blive dårlig i løbet af få dage. Det kan også komme snigende over længere tid.
- I den "akutte" fase virker hunden til at have ondt overalt og bliver fraværende.

Fra blodprøver:
- Forhøjet infektionstal (CRP)
- Evt. meget højt ANA. Ved IMRD kan en ANA-test ofte være positiv, men den kan også være negativ selv om hunden har IMRD.
- Evt. lav blodprocent

Det er ikke sikkert at hunden får alle symptomer, og der kan også være andre. Cookie havde lav blodprocent og det ses nogle gange, men ikke altid.
Hun var ikke halt på benene de første 2 dage i den "akutte" fase - det kom først på 3. dagen.

Prognose og behandling
Den primære behandling vil være binyrebarkhormoner, oftest prednisolon. Der gives en forholdsvis høj dosis, og man vil se bedring i løbet af få dage og IMRD'en vil være væk i løbet af 2-3 uger (klinisk remission).
Men dernæst følger en langvaring nedtrapning af binyrebarkhormon og man vil oftest opleve en del bivirkninger af medicinen (se længere nede om binyrebarkhormon).

Der er risiko for tilbagefald enten under behandling eller efter endt behandling. Jeg har ikke kunne finde nogen studier af hvor stor risikoen er.




SLE - Systemisk Lupus Erythematosus

SLE er en autoimmun sygdom, som kan ramme forskellige organer og væv, og den er derfor svær at dianogsticere.

Sygdommen angriber celler i flere organer eller specielle celler, fx. røde og hvide blodlegemer og blodplader.

SLE kan give sig udslag i mange forskellige symptomer, fx. feber, træthed og ledsmerter. Det er også normalt med symmetriske hudforandringer i ansigtet. Symptomerne ved SLE kan let forveksles med smitte af Erlichia eller Borrelia via flåter.




Addisons syndrom - Hypoadrenocorticisme

Addisons syndrom er en lidelse i binyrebarken, der medfører nedsat eller ophørt produktion af livsvigtige steroidhormoner, der er nødvendige til regulering af blodets elektrolytter natrium og kalium. Disse hormoner spiller en stor rolle for blandt andet opretholdelse af både sukker- og mineralstofskiftet.

Symptomerne er:
- opkastninger
- sløv hund og svage muskler
- opkastning og diarré, evt. dehydrering.


Der findes en blodprøve (ACTH) som kan påvise sygdommen.

En hund med Addison kan blive meget akut syg (Addisons krise), hvor blodcirkulationen i kroppen svigter. Der flyder ikke nok blod til hjertet, og hjertet slår langsommere. Den kan også få kramper. Hunden må straks behandles af en dyrlæge.

Sygdommen kræver livslang behandling med binyrebarkhormon, og de fleste hunde trives fint med behandlingen. Uden behandling kan hunden ikke overleve i længden.

Juvenile Addisons Disease (JADD) - Hypoadrenocorticisme

Addisons syge kan ramme alle hunde og de er i gennemsnit 4 år gamle når de bliver syge. Men hos tollere ses en variant (Juvenile Addisions Disease) som rammer unge tollere mellem 8 uger og 12 måneder.

Sygdommmen diagnosticeres med ACTH test hos dyrlægen.

Der findes en DNA test for JADD. Jeg mener dog at den stadig kun er en markør-test (april 2018).




Lidt om binyrebarkhormon


Behandlingen for SRMA og IMRD er binyrebarkhormon i en ret høj dosis i cirka 3 uger, som så skal nedtrappes langsomt over en lang periode. Man prøver at dæmpe immunforsvaret, sådan at det "glemmer" at det var igang med at reagere mod sig selv.

Kortisol er et binyrebarkhormon, som dannes i binyrerne. Det er livsvigtigt for en række af kroppens funktioner. Kortisol bidrager bl.a. til at regulere kroppens vand-, salt-, fedt-, kulhydrat- og proteinbalance.

Kortison er kemisk fremstillet stof og efterligner kroppens egen kortisol.

Denne type medicin dæmper forskellige irritationstilstande, herunder kroppens egne immunreaktioner.

Når man får tabletter med kunstigt binyrebarkhormon, vil kroppen sænke sin egen produktionen af kortisol. Dette er grunden til, at man altid skal afslutte en langvarig tabletbehandling med binyrebarkhormon med en gradvis nedtrapning af dosis. På den måde får kroppen tid til at regulere den naturlige kortisolproduktion.

Tabletter med kortisol kan fx. hedde Medrol eller Prednisolon og være af forskellig styrke.

Der anvendes typisk 2-4 mg pr kg til behandling af autoimmune sygdomme.

Bivirkninger ved binyrebarkhormon

Langtidsbehandling med høje doser kan give nogle bivirkninger:
- Stor sult og deraf vægtøgning
- Stor tørst og deraf hyppig tissetrang
- Tynd hud
- Knogleafkalkning
- Nedbrydning af fedtvæv og muskler. Fedtvævet samler sig omkring brystkassen/maven og giver en tøndeformet krop med tynde ben.
- Svækkelse af ledbånd.
- Risiko for infektioner (fordi immunforsvaret er hæmmet)
- Dårlig sårheling
- Irritation af maveslimhinden, som kan give mavesår
- Sukkersyge og Cushings Disease
- Rastløshed, træthed, depression

De almindelige typer smertestillende medicin må ikke gives samme med binyrebarkhormon




Andre sygdomme


Epilepsi

Epilepsi er en forstyrrelse af hjernen, som giver tilbagevendende krampeanfald. Mellem anfaldene er hunden helt rask.

Der kan være flere grunde til epilepsi, fx. vand i hovedet eller en svulst, dårlig nyre eller leverfunktion eller en virusinfektion.
Ved primær/ægte/idiopatisk epilepsi er der ingen tegn på sygdom i nervesystemet eller i andre indre organer.

Epilepsi optræder normalt første gang når hunden er mellem 1 og 3 år gammel.

En hund med epilepsi kan fungere normalt i hverdagen, men bør ikke udsættes for for meget stress og bør have et regelmæssigt liv.
Der kan gives krampedæmpende midler.

Epilepsi er påvist hos mange hunderacer og hos en del er sygdommen autosomalt recessivt arvelig. Hos andre racer bør sygdommen også betragtes som arvelig, så hunde der har epilepsi og deres forældre bør ikke benyttes i avl.


Degenerativ encefalopati (DE)

DE er en sygdom, som i 2015 er blevet diagnosticeret blandt tollere. Det er en neurologisk sygdom, som forårsager nedbrydning af visse områder i hjernen, hvilket leder til motoriske problemer, indlæringsvanskeligheder, problemer med koncentration og koordinering af bevægelser. Altså en ret dramatisk sygdom.

Et symptom kan vise sig under søvn, hvor visse hunde får meget kraftige trækninger i hele kroppe når de drømmer og er svære at vække.
Andre hunde kan vise en svømmestil, hvor kroppen er lodret/oprejst. Her skal man dog passe på ikke at forveksle den svømmestil som mange hunde har de første gange de prøver at svømme, hvor de ofte plasker meget lodrette rundt indtil de lærer at svømme.
Hundene kan få adfærdsændringer i form af aggression mod både hunde og mennesker.

Sygdommen udvikler sig og bliver gradvist værre. Den ser heldigvis ikke ud til at være særlig udbredt i racen.

Der findes en simpel svap DNA-test, hvor man kan afklare om hunden har sygdommen eller er bærer af sygdommen. Læs mere om den på OFFA's side.
Den Svenske Tollerklub anbefaler at fleste mulige hunde bliver testet, og at en bærer af sygdommen kun må parres med en hund der ikke bærer sygdommen. Jeg kan anbefale at læse mere om sygdommen på den svenske Tollerklubs side.




Chondrodystrophy (CDDY) and Invertebral Disc Disease (IVDD)

Chondrodysdrophy (CDDY) er et træk, som definerer mange hunderaser og er karakteriseret ved reduktion af lang knoglelængde (dvs. hunden har kortere ben) som følge af tidlige ændringer i vækstpladernes struktur.

CDDY kan dermed ses i form af kortere ben. Det kan også påvirke hundens sundhed gennem en unormal proces, der forårsager for tidlig degenerering af de intervertebrale diske i ryggen. Disse unormale diske er prædisponerede for forstyrrelse i rygkanalen, hvor inflammationen og blødningen kan forårsage svær smerte og neurologisk dysfunktion (myelopati) betegnet intervertebral diskdosis eller IVDD.

CDDY er arvet som et halvt dominerende træk for højde, hvilket betyder, at hunde med 2 kopier af mutationen er mindre end hunde med kun 1 kopi.
Med hensyn til IVDD nedarves det dominant, hvilket betyder at 1 kopi af mutationen er tilstrækkelig til at predisponere hunde til IVDD.

Der er i oktober 2017 lavet en DNA-test for CDDY
.
Det første skøn er, at 70% af den verdensomspændende Toller-population har mindst en kopi af CDDY-mutationen.
Der indsamles i øjeblikket resultater og fra 81 britiske hunde med rapporterede resultater, er 62,96% fri for mutationen. Så jeg tror at der kan vise sig at være en forskel på population i henholdsvis USA og Europa.

Jeg har ikke indtryk af at der er mange tollere ramt af IVDD - men det er blot min opfattelse.

Link til facebook-gruppe "Tollers with IVDD".



Degenerative myelopathy (DM)

Degenerative myelopathy er en progressiv sygdom i rygmarven hos ældre hunde, hvor symptommerne oftest viser sig i alderen 8 - 14 år.

Det starter med tab af koordination af bagbenene. Hunden vil vakle, når den går, snuble over poterne eller slæbe poterne. Man opdager det måske ved at man hører lyden af neglene der slæbes henover asfalten.

Det kan starte med et bagben og senere ramme det andet bagben.

Som sygdommen udvikler sig kan bagbenene blive svage og hunden begynder at snuble og har svært ved at stå.

Sygdommen bliver progresssivt værre indtil hunden ikke længere kan gå. Der kan gå fra 6 måneder til et år før hunden bliver lammet.
Der kan opstå inkontinens og hunden kan ikke styre sin afføring.

DM er ikke smertefuldt for hunden.

Der findes også en markør-test for DM for tollere. Igen er det en sygdom jeg ikke opfatter som udbredt i racen, men der er set eksempler på ramte tollere.